Vaglio Massa i fratelli blu
Power og fylde
I hjertet af Salento, få km fra Lecce, har vi været særdeles heldige at finde Vaglio Massa familien. Bartolo, Vera og Sonia producerer her vin fra 25 hektar samt i øvrigt en stor produktion af olivenolie. De har transformeret huset til en topmoderne produktion samtidig med, at de har omlagt til økologi. Druerne til denne IGP Salent plukkes i midten af september, og gæringsprocessen foretages i deres eget vineri, som ligger umiddelbart i nærheden af markerne.
Primitivo er druen, der nok er ligeså kendt som den californiske Zinfandel, selvom dens oprindelige identitet er som den kroatiske Tribidrag. Mellemstationen mellem Kroatien og Californien er her i det sydlige Italien, hvor den altså har vundet udbredelse som den tidligt modnende, Primitivo. Sorten stammer fra kroatiske Dalmatien men er mest udbredt her i Puglia – og så altså også i amerikanske Californien. Primitivo er en produktiv sort, der modner relativt tidligt, dog meget afhængigt af klimaet og jordbundsforholdene. Dens vine er mørke, fyldige og meget frugtige, typisk med røde bær, blommer, svesker og krydderier. Alkoholniveauet er ofte højt, syre og tanninniveauet lavt. Således også med denne Fratelli Blu, som plukkes i midten af september, og efter den alkoholiske gæringsproces modnes først 6 måneder på ståltanke og endelig 12 måneder på flaske inden frigivelse, Farven er Ruby med lilla reflektioner. En frugtrig næse med røde bær og noter af tobak. Vinen har en ekstrem blødhed, minimale tanniner og en meget flot struktur og fylde.